Ruder knust ved hærværk i Greve
Tirsdag morgen kl. 08.05 fik politiet en anmeldelse om, at to personer for få minutter siden havde været på en adresse i Håndværkerbyen, hvor de havde knust nogle ruder og efterfølgende var kørt fra stedet i en varebil.
Politiet kunne på stedet konstatere, at to ruder i en privat bolig var blevet knust ved at kaste sten mod ruderne. Ingen var kommet til skade ved hærværket.
Efterforskningen i sagen sammen med vidneudsagn gjorde, at politiet lidt senere på morgenen fik kontakt til flugtkøretøjet i København, hvorefter to mænd blev anholdt som mistænkte for at have en rolle i hærværkssagen.
Der var tale om en 25-årig mand fra København og en 28-årig mand fra Køge, som begge blev sigtet for hærværk. Den 25-årige blev tillige sigtet for narkokørsel i varebilen, idet han ifølge en narkometertest kunne mistænkes for at være påvirket af både hash og kokain. Endvidere blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden, idet han i forvejen var frakendt kørekortet.
Begge mænd blev løsladt efter forsøg på afhøring til hærværkssagen i Greve og de færdselsrelaterede sager for den 25-åriges vedkommende, idet han også fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Politiet fortsætter sagsbehandlingen i hærværkssagen og afventer bl.a. et erstatningskrav for de ødelagte ruder i den private bolig, inden de to sigtede i hærværkssagen vil høre nærmere fra politiet.
Kommentarer