Debat og politik

Roskilde Sygehus som vigtig del af fremtidens sundhedstilbud

Af Jacob Jensen, Venstre

Medlem af Folketinget, Sjællands Storkreds
Næstformand, Region Sjælland

I takt med at sygehusvæsnet bliver mere specialiseret, vil operationer og behandlinger finde sted på stadig færre sygehuse. De fleste patienter vil formodentlig også foretrække at have de bedste og mest erfarne læger til at lave en kompliceret operation fremfor at have en lokal læge, der kun i sjældne tilfælde har prøvet det specialiserede indgreb før.

Til gengæld skal der i takt med specialiseringen også være en modsatrettet bevægelse i sundhedsvæsnet, hvor flere ikke komplicererede behandlinger kan tilbydes tæt på borgerne i deres nærmiljøer.

På Roskilde sygehuse er der i dag en række vigtige enheder, der tilbyder gode behandlinger af høj kvalitet inden for bl.a. hjerte, hæmatologi (sygdomme i blod og knoglemarv), lunge, nyrer samt neurologi for blot at nævne nogle eksempler. Der til kommer en række mindre komplicerede behandlinger og undersøgelser. Disse tilbud kan i fremtiden blive styrket yderligere, så man på Roskilde Sygehus kunne tage sig af en række mindre komplicerede behandlinger og gerne i et tæt samarbejde med kommunerne.

I takt med at nogle afdelinger bliver lagt sammen og rykket til Universitetshospitalet i Køge, kan andet til gengæld rykke ind, så patienterne ikke skal køre langt efter mere ukomplicerede behandlinger og undersøgelser. At invitere private aktører med ind i samarbejdet med det offentlige sygehus er også en oplagt mulighed. For os er det vigtigste, at der bliver en bred vifte af relevante tilbud til patienterne, uanset om det er det private eller offentlige, der leverer sundhedsydelser af høj kvalitet.

Vi ser således ikke Roskilde sygehus’ fremtid som ”kun” et såkaldt nærhospital. Roskilde sygehus` geografiske beliggenhed i den nordlige ende af regionen og i regionens største by gør det oplagt til at være en central del af fremtidens sundhedstilbud til borgerne i området. Det vil vi arbejde for både i region og Folketing.

Kommentarer