112

Narkokørsel, frakendt kørekort og kniv i bilen

Kl. 11.30 kørte en betjent fra Færdselsafdelingen på Køge Bugt Motorvejen ved Karlslunde mod nord, da føreren af en varebil gjorde sig uheldigt bemærket, da han talte i håndholdt mobiltelefon under kørslen. Politiet stoppede bilisten, som viste sig at have flere langt alvorligere færdselsforseelser på samvittigheden.

Føreren af bilen, en 39-årig mand fra Sorø, måtte ikke køre bil, da han var frakendt førerretten i en tidligere sag om narkokørsel. Ved dagens kontrol var han også påvirket af euforiserende stoffer, så han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve. Den anholdte blev visiteret, hvor politiet fandt en stor dolk med et blad på 17 cm, som han havde spændt fast i en skulderrem. Politiet sigtede den 39-årige for knivloven og beslaglagde den store dolk med henblik på konfiskation.

Den 39-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen, og nu afventer politiet resultatet af blodprøven, hvorefter han vil høre mere i sine mange sager.

Kommentarer