112

Lastbil tabte tagplader på motorvejen

kl. 13.27 kørte en færdselsbetjent på Køge Bugt Motorvejen mod syd ved Greve, da han bemærkede at der var tabt nogle store tagplader i stål i 3. og 4. vognbane. Det regnede kraftigt og der var tiltagende myldretidstrafik. Betjenten slog alarm for at få motorvejen spærret akut og for at få hjælp frem til at fjerne tagpladerne.

Længere fremme i nødsporet holdt både en personbil og en varebil i nødsporet med havariblinket tændt. Omkring 500 meter fra de tabte plader holdt en lastbil med havariblinket tænkt, og chaufføren var ved at fastsurre noget gods på lastbilens lad. Færdselsbetjenten tog kontakt til lastbilchaufføren, som netop skulle til at køre fra stedet. Flere patruljer kom frem og afhørte førerne af de havarede køretøjer, som viste sig at være punkteret som følge af påkørsel af tagpladerne.

Lastbilchaufføren, en 61-årig mand fra København, havde konstateret, at han havde tabt i alt fire tagplader ud af de i alt 24 plader han transporterede. Chaufføren var blevet opmærksom på, at han havde tabt noget, da en bilist havde gestikuleret til ham. Så han holdt ind til siden for at surre godset fast.

Den 61-årige chauffør blev sigtet for ikke at sikre sit gods, så der opstod stor fare for de øvrige trafikanter. Politiet skal nu have afklaret, om den 61-årige også skal sigtes for ikke at have opfyldt sine forpligtelser som part i et færdselsuheld, idet han ikke slog alarm eller advarede nogen om den farlige situation.

Heldigvis kom ingen personer noget til i forbindelse med den meget farlige situation, som kunne være gået grueligt galt. Politiet arbejder nu på at afdække omfanget af de skader på køretøjer, som de tabte tagplader forårsagede. Den 61-årige kan forvente, at sagen ud over en bøde kan få konsekvenser for hans kørekort.

Kommentarer