Helle for det frie valg
Af Helle Laursen Petersen, Det Konservative Folkeparti
Danskernes frie valg trues gang på gang af politik, som bytter frit valg ud med nye regler og forbud.Det er bekymrende, at man fratager danskerne muligheden for at indrette deres liv på den måde, der er bedst for netop dem.
Som konservativ er frihed en grundværdi. Frihed og det ansvar, der følger med friheden. Jeg tror på, at den enkelte selv kan administrere sit liv og har ret til frie valg.
Den siddende regering tror ikke på, at vi danskere kan administrere vores frihed, og det er tydeligt, at vores frihed begrænses igen og igen.
Vi må ikke selv bestemme, hvem og hvor længe der skal tages barsel. Det er en enorm indgriben i børnefamiliernes liv.
Når barnet skal i vuggestue eller børnehave, er det heller ikke længere et frit valg, om man vil vælge en privat eller offentlig institution. Ved skolealderen møder forældrene igen, igen en statslig mur, der spærrer for et frit valg af skole.Værst er det for gymnasieeleverne, som regeringen nu har bestemt skal fordeles ud fra forældrenes indtægt. Altså forældrenes indtægt bestemmer, hvor de unge skal gå i gymnasiet. Ikke hvem de vil gå på gymnasiet med. Eller hvad for et gymnasie, de unge mennesker kan lide. En af de første vigtige beslutninger, som et ungt menneske selv kan tage, og nu har regeringen frataget dem det.
Regeringen vil forbyde nikotinprodukter til alle født efter 2010. Hvis det forslag blev til virkelighed, risikerer vi at ende i en situation, hvor en 40-årig om nogle år må få sin 41-årige ven til at købe en cigar til nytårsaften. Det er jo helt fjollet. Regeringen ønsker, at en 17-årig skal forbydes at købe en øl med sine kammerater i supermarkedet. Til trods for at ungdommen både ryger og drikker mindre end tidligere generationer.
Senere hen i livet ønsker jeg, at det frie valg skal gælde, når du skal bestemme, hvem der skal komme i dit eget hus. Både til at hjælpe dig med dine personlige ting, men også hvem der skal komme og gøre rent, komme med din mad og ikke mindst, hvad du har lyst til at spise.Sådan er det ikke i dag. Mere end halvdelen af alle kommuner i Danmark kan ikke tilbyde et friplejehjem, selvom vi fra flere undersøgelser ved, at ældre får mindre medicin og trives bedre der.
I dag behandles ældre mennesker nærmest som en slags farligt affald. Nogle job kræver, at man bruger sin fysik (murer, tømrer, brolægger), men på plejehjem bliver vores ældre løftet rundt i maskiner – nærmest uberørt af menneskehånd.Robotter vinder indpas, og det er jeg helt på det rene med. Dog ikke når det gælder pleje af vores ældre. De skal have lov til at beholde deres værdighed med det frie valg.
Der er så at sige to veje i dansk politik: En retning hvor danskerne bliver umyndiggjort, og hvor valgene i deres liv og hverdag bliver truffet over hovedet på dem. Det er IKKE konservativ politik.
Vi ved, at danskerne kan og vil bestemme over deres liv. Hvad enten det er i spørgsmål om, hvornår og hvem der har barsel, hvor de skal gå i skole, hvad de skal have at spise og meget, meget mere. Vi skal værne om det frie valg. For frihed betyder ikke lighed. Lighed er ikke lig med frihed.
Frit valg gælder på mange områder. Her et overblik, hvor jeg synes, vi skal sætte ind:
· Frit valg til barsel
· Frit valg til daginstitution (privat eller offentlig med samme tilskud)
· Frit skolevalg
· Frit gymnasievalg
· Frit lægevalg
·Frit sygehusvalg
· Frit valg til pleje i hjemmet
· Frit plejehjemsvalg
· Respekten til borgerne tilbage – vi kan godt bestemme over vores eget liv
· Færre regler, mere valgfrihed
Kommentarer