112

Forsøg på tyveri af pung

Kl. 12.50 anmeldte en 45-årig kvinde fra Solrød Strand via personalet i Super Brugsen, at to mænd havde forsøgt at stjæle hendes pung under indkøb i supermarkedet. Hun havde under indkøbsturen bemærket, at to fremmede mænd havde fulgt forholdsvist tæt efter hende. Da hun havde sin opmærksomhed rettet mod en vare, mærkede hun pludselig nogen tage hendes pung op af jakkelommen. Hun råbte op henvendt mod de to mænd, der stadig befandt sig tæt på hende. Den ene af mændene afleverede herefter pungen, inden de begge løb ud af supermarkedet.

Den 45-årige kvinde fik i forbindelse hermed gjort en kasseekspedient samt kunder i køen ved kassen opmærksom på de to mænds flugt. Både kasseekspedienten og en mandlig kunde fra køen løb efter de to mænd, der forsvandt i området.

De to mistænke mænd blev begge beskrevet som 30-40 år og ca. 175 cm høje. Den ene af dem havde måske et handicap med sin højre arm, idet han syntes at have et problem med at bruge den normalt.

Politiet har nu optaget rapport om tyveriforsøget i et forsøg på at få identificeret de to mistænkte i sagen.

Desuden vil politiet gerne i kontakt med den mandlige kunde, der sammen med kasseekspedienten løb efter de to mænd, men som havde forladt supermarkedet inden politiets ankomst. Kunden havde også talt om at ville køre i sin bil efter de mænd, såfremt de senere flygtede i et køretøj. Denne mand må gerne i sin egenskab af et vigtigt vidne kontakte politiet på tlf. 114, så han kan blive afhørt til sagen.

Kommentarer