Samfund

Forbedring forude: Sidste etape af sporfornyelsen mellem Slagelse og Korsør er i gang

Sporarbejdet på strækningen mellem Slagelse og Korsør forventes afsluttet i slutningen af august. Foto: Banedanmark

Nu begynder sidste del af arbejdet med at forny sporene på en af landets travleste togstrækninger – Slagelse og Korsør. Fornyelsen giver en mere stabil togdrift og er en nødvendig del af det løbende vedligehold, skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.

Jernbanen mellem København og Korsør er en af landets travleste jernbanestrækninger, og det slider på skinnerne. Nu har Banedanmark taget hul på sidste etape af arbejdet med at forny sporene på strækningen mellem Slagelse og Korsør. 

– Det er den sidste og mere krævende del af sporfornyelsen, hvor de store sporfornyelsesmaskiner kommer på hårdt arbejde. Vi skal blandt andet justere 26,5 kilometer spor og sporskifter på strækningen. Samtidig bliver banen gjort klar til fremtidens klimavenlige eltog og det nye digitale signalsystem, hvor togene kører hurtigere, tættere og smartere, fortæller Eva Marie Paaske, der er anlægschef i Banedanmark.

Herudover renser og udskifter Banedanmark 22.530 kubikmeter skærver og fornyer sporkassen, som er fundamentet under sporene.

Fornyelsesprojektet begyndte sidste år, hvor Banedanmark udførte det mere manuelle arbejde og forberedte strækningen til dette års arbejde, hvor de store sporfornyelsesmaskiner tager over.

Periodisk advarselslyd

Slagelse-Korsør strækningen er en del af den travle hovedstrækning mellem landsdelene. For at kunne opretholde togtrafikken gennemfører Banedanmark arbejdet i ét spor ad gangen.  

Det betyder, at sporarbejdere udfører arbejde tæt på jernbanespor, hvor der kører tog. Der vil derfor dagligt i udvalgte tidsrum lyde en advarselslyd fra et advarselsanlæg, når togene passerer arbejdsstedet.

– Når vi tyfonerer langs sporet, vil det kunne høres i lokalområdet og kan opleves som generende. Vi håber dog på forståelse for, at det er nødvendigt af hensyn til medarbejderne i sporet og deres sikkerhed, siger Eva Marie Paaske.   

Togtrafikken påvirkes 

Fornyelsen af sporet mellem Slagelse og Korsør vil påvirke togtrafikken frem til slutningen af august, oplyser informationschef ved DSB, Tony Bispeskov.

– Nøjagtig som tidligere år tilbyder DSB kompensation til pendlerne, der påvirkes mest af sporarbejdet. Og som noget nyt får pendlerne, der har købt Pendlerkort eller Pendler20 i DSB app, automatisk udbetalt kompensation, siger han. 

Fra lørdag aften den 13. juli til og med 21. juli kører der ingen tog på strækningen. I denne periode indsætter DSB togbusser, som alle rejsende kan benytte sig af.

 

Banedanmark og DSB anbefaler, at man planlægger sin rejse på Rejseplanen.

 

Det er desuden muligt at finde mere information på DSB’s hjemmeside.

 

Også svenske Snälltåget omlægger togtrafikken gennem Danmark i spærringsperioden.

Find mere trafikinformation her. 

 

Læs mere om arbejdet med at forny jernbanen på Banedanmarks hjemmeside 

 

Fakta om projektet

 

Banedanmark skal: 

 

·        Justere cirka 26,5 kilometer spor​ og sporskifters

·        Fjerne og lægge cirka 6 kilometer nye kabelrender ​

·        Etablere cirka 9 kilometer sporkasse

·        Udskifte 22.530 kubikmeter nye skærver, som er en del af fundamentet i sporet. ​

·        Ballastrense på cirka 16 kilometer strækning ​

·        Justere seks sporskifter​

Kommentarer