Hausgaards rytme er rystet. “Plejer” er i sandhed død. Selvom Coronaen er et fælles vilkår, er det for Hausgaard ikke godt materiale. “Det er et åbent sår, det skal hele. Respekt!”.

Hausgaard mener, vi er blevet presset til at møde os selv. “Det kan være direkte skræmmende for uøvede. Det er dog nødvendigt for at blive bedre til at leve.”
“At møde sig selv kan føles som rygestop: forfærdeligt i starten, men nemmere dag for dag, siger han.”
“Det er svært at se sine egne begrænsninger i øjnene. Nogen magter det ikke. Trump f.eks.”
For Hausgaard selv har det været nemt, for han har ingen, smiler han beskedent. Han sidder i sit køkken skriver på et vers, som vi godt må se. “Det er kun en skitse,” advarer han.

Hvor blir? du af, du der skal redde Verden
Vi går venter, hvor blir? du af
Du skal bremse vores trang til operette
Du skal lære os at “se” mere dag for dag
Du griner af alverdens guldkareter
Du vil, at vi skal huske forstå
At medaljer hænger man på idioter
Det er for pokker dig, vi venter på.