Hundige

Bilka Hundige donerer overskudsvarer til udsatte familier gennem Stop Spild Lokalt

I påsken samles mange familier rundt om frokostbordet med masser af god mad. Men det er ikke alle, der har råd til det. Mange oplever, at højtider som påske kan være en uoverskuelig udgift. Derfor donerer Bilka Hundige igen i år overskudsmad og -varer til udsatte familier i Greve gennem Stop Spild Lokalt. I år uddeler Stop Spild også til ukrainske familier, der er nye i Greve.

Nu står påsken for døren, og for mange betyder det fridage med familie og venner, der samles om det store påskebord med masser af lækkerier. Men dage som disse kan være ekstra svære for mennesker i svære livssituationer, der har problemer med at få midlerne til at række hele måneden. For det er ikke alle, der har råd til eller mulighed for at holde sådan en påske.

Derfor donerer Bilka Hundige de overskudsvarer, der kommer fra påskens lukkedage til Stop Spild Lokalt. Det betyder, at familier i svære livssituationer kan holde en lidt bedre påske, end de ellers ville have haft. Hos Stop Spild Lokalt er de meget glade for at modtage overskudsvarer fra Bilka Hundige.

”Vi oplever, at folk kun lige har råd til at få smør på bordet. Det er dem, som vi rigtig gerne vil gøre noget ekstra godt for her i påske, hvor vi får mulighed for at dele ekstra varer ud med donationerne fra Bilka. Jeg kan næsten stå og hoppe på stedet, når jeg ser, hvor meget det betyder for de her familier at få varer fra os. Det gør uden tvivl en kæmpestor forskel i deres liv,” siger Christel Haslund fra Stop Spild Greve.

Som noget helt nyt er Stop Spild Lokalt startet med at lave kasser til ukrainske familier, der er flygtet til Danmark. Kassen består både af mad, men også det mest fornødne som sokker, hygiejneprodukter og måske legetøj til børnene

”Folk kan skrive til os, hvis de har ukrainske flygtninge boende, og så sørger vi for at lave en kasse som enten de eller den ukrainske familie selv kan komme og hente. Europa står i en ekstraordinær situation, og det er vores pligt at hjælpe til, hvor vi kan. Det betyder alverden for de ukrainske familier, at de får en god start på deres nye tilværelse i Danmark,” siger Christel Haslund.

En kærkommen hjælp

Det er ikke kun Stop Spild Lokalt i Greve, der er begejstret for donationerne. Mads Bløss Friis, der er varehuschef i Bilka Hundige, er meget tilfreds med, at butikkens overskudsmad og -varer går til et godt formål. Både fordi samarbejdet med Stop Spild Lokalt er med til at mindske madspild, men særligt fordi varerne, der udløber i lukkedagene, kan komme andre til gode.

”Stop Spild Greve er en hjælpende hånd til lokale familier, der har brug for det. Der er mange, der er påvirket af det, der sker i øjeblikket med stigende priser som følge af den generelle inflation i samfundet, så i år er hjælpen endnu mere kærkommen. Både for de mange i Greve, der får varer og mad gennem Stop Spild Lokalt, men også for de ukrainske flygtninge som de også hjælper. Vi er rigtig glade for at kunne støtte Stop Spild Lokalt i Greve,” siger Mads Bløss Friis, varehuschef i Bilka Hundige.
Stop Spild Greve kommer til Bilka Hundige efter lukketid onsdag d. 13. april, hvor de får udleveret de varer, der er tæt på sidste salgsdato. Det kan blandt andet være grønt, brød, kød, kolonial og andre varer. Derefter arrangerer Stop Spild Lokalt uddeling af overskudsvarer i deres madoase i Greve, hvor familier, enlige og andre udsatte borgere kan komme og afhente en pose med varer. Her bringer maden stor glæde og lettelse hos de mange mennesker, der er udfordret af økonomi, sygdom eller sociale udfordringer.

En lokal håndsrækning

18 af Bilkas varehuse donerer i år overskudsmad og -varer til danskere, der har brug for en håndsrækning, gennem foreninger og organisationer i forbindelse med påske. Mark H. Nielsen, der er direktør i Bilka, er meget glad for, at varehusene igen i år kan hjælpe lokalt og forebygge madspild.

”Vi er rigtig glade for vores samarbejde med de mange dygtige foreninger og organisationer, der både er med til at mindske madspild og udgør en håndsrækning til dem, der har brug for det. Det er en selvfølgelighed for os, at vi tager socialt ansvar og er med til at gøre en forskel i lokalområder,” siger Mark H. Nielsen, direktør i Bilka.

Bilka donerer både varer, der har udløbsdato i lukkedagene omkring påske, og varer, de vurderer, de ikke kan nå̊ at få solgt.

Kommentarer