675 mio. skyder planteeventyr i gang
Ny plantefond skal med 675 mio. kroner frem mod 2030 sikre flere satsninger på plantebaserede fødevarer i dansk landbrug. Nu skyder forligspartierne bag landbrugsaftalen plantefonden i gang.
60 procent af Danmarks areal bliver brugt til landbrugsmarker. Heraf dyrkes der foder til landbrugsdyr på 70 procent af markerne. Det betyder, at langt størstedelen af de afgrøder, der dyrkes, skal igennem en ko, en gris eller et andet landbrugsdyr, før de ender som madvarer i køledisken.
Den nye plantefond skal sikre flere investeringer til plantebaserede fødevarer, som er langt mindre klimabelastende. Der er afsat et historisk højt beløb på 675 mio. kroner frem mod 2030, som udelukkende går til plantebaserede fødevarer.
Plantefonden er et centralt initiativ i landbrugsaftalen, som regeringen indgik i oktober 2021 sammen med Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.
Forligspartierne har nu besluttet, hvordan bestyrelsen skal sammensættes, og at bestyrelsens sekretariat vil blive placeret i Landbrugsstyrelsen.
”Klimaklokkerne har ringet ind for længst. Vi må og skal gøre noget ved vores fødevareproduktion, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. Derfor skal Danmark have førertrøjen på, når det handler om plantebaserede fødevarer. Efterspørgslen efter plantebøffer og havredrik stiger både herhjemme og i udlandet. Så der er både et marked i massiv udvikling og en stor klimagevinst at hente, hvis vi i Danmark begynder at producere flere plantebaserede fødevarer. Der er aldrig blevet brugt så mange penge på plantebaserede fødevarer, som der bliver med plantefonden. Det er hamrende vigtigt for udviklingen mod et grønnere landbrug i Danmark,” udtaler Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn.
Kommentarer