53-årig mand sigtet for spirituskørsel i frakendelsestiden i stjålet bil
Tirsdag nat kl. 01.59 blev en patrulje, der kørte på Køge Bugt Motorvejen i sydgående retning, opmærksom på en personbil, der havde kørt hurtigt, men blev tæt på patruljebilen. Politiet kontrollerede bilens nummerplade og kunne konstatere, at bilejeren ikke havde betalt den lovpligtige ansvarsforsikring.
Bilisten blev efterfølgende standset, og bag rattet sad en 53-årig mand fra Nykøbing F. Han kunne ikke fremvise noget kørekort, idet han i forvejen var frakendt kørekortet. Desuden blev han efter en alkometertest konstateret så påvirket af alkohol, at han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Bilen tilhørte en anden end den 53-årige, der dog havde haft rådighed over den, men ikke fået tilladelse til den konkrete kørsel. Derfor sigtede politiet ham formelt for uberettiget kørsel i personbilen, der fik afmonteret nummerpladerne på grund af den manglende betaling af ansvarsforsikringen.
Den 53-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.
Kommentarer