112

40-årig mand fra Greve sigtet for narkokørsel uden førerret

Foto: Rigspolitiet

Tirsdag kl. 10.05 standsede færdselspolitiet en varebil, som en 40-årig mand fra Greve førte ad Godsparken i vestlig retning.

Den 40-årige kunne ikke fremvise noget kørekort, idet han ikke havde generhvervet sig et kørekort efter udløbet af en tidligere frakendelse af førerretten. Den 40-årige var ædru, men deltog i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af cannabis og kokain under kørslen.

Politiet sigtede den 40-årige for de to overtrædelser færdselsloven og anholdt ham kortvarigt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Ved nærmere kontrol af den 40-åriges tidligere sager kunne politiet konstatere, at han ud over dagens kørsel i varebilen uden førerret ikke var første gang, at han var blevet afsløret i at køre bil trods den manglende førerret. Politiet beslaglagde derfor hans varebil, fordi han inden for de seneste tre år havde flere end tre sigtelser for kørsel uden førerret.

Den 40-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger, og vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham og spørgsmålet om endelig konfiskation af varebilen skal afgøres.

 

Kommentarer